Derfor føler du dig ikke god nok – sådan påvirker barndommens svigt dit voksenliv

Når et barn bliver svigtet, tænker det ikke: “Jeg fortjener bedre”

Har du nogensinde haft følelsen af, at du skal gøre dig fortjent til kærlighed? At du først er værdifuld, når du præsterer, hjælper andre eller holder sammen på det hele?

Den følelse starter sjældent i voksenlivet. Den starter ofte meget tidligere. For når et barn oplever følelsesmæssig afstand, afvisning eller fravær, tænker barnet sjældent:

“Jeg fortjener nogen, der passer bedre på mig.” Tværtimod. Et barn tænker ofte: “Der må være noget galt med mig.”“Jeg er ikke vigtig nok.”“Det er min skyld.”

Hvorfor børn tager skylden på sig

Et barn er dybt afhængigt af relationen til sine omsorgspersoner. Af kærligheden. Af forbindelsen.

Barnets nervesystem er skabt til at søge kontakt og tryghed. Derfor vil barnet næsten altid forsøge at bevare forbindelsen — også hvis det betyder, at det må vende smerten indad.

For det er tryggere for et barn at tro: “Jeg er forkert.”…end at mærke den ubærlige følelse af, at den voksne ikke kunne være der følelsesmæssigt.

Det er ikke et bevidst valg.Det er en overlevelsesstrategi.

Når følelsen flytter ind i kroppen

Når barnet bliver ældre, forsvinder følelsen sjældent bare. Den flytter ofte ind i kroppen og nervesystemet.

Sætningen: “Jeg er ikke værdifuld.”…lever måske ikke længere som en tanke, men som en grundfølelse.

Det kan vise sig som:

• svært ved at bede om hjælp

• en følelse af at skulle klare alting selv

• konstant ansvarsfølelse

• uro, når andre kommer tæt på

• behov for at præstere for at føle værdi

• svært ved at mærke egne behov

• frygt for at være “for meget” eller “ikke nok”

Mange bliver ekstremt dygtige til at fungere. Til at tilpasse sig. Til at mærke andre før sig selv. Men under strategierne findes ofte et menneske, der stadig længes efter tryg kontakt.

Kroppen har ikke brug for flere forklaringer

Mange forsøger at arbejde med disse mønstre gennem forståelse alene. De analyserer sig selv. Reflekterer. Læser bøger. Forsøger at forstå, hvorfor de reagerer, som de gør.

Og indsigt kan være vigtig.

Men kroppen ændrer sig sjældent alene gennem intellektuel forståelse.

For kroppen leder ikke efter flere forklaringer. Den leder efter en ny erfaring.

En erfaring af, at nogen bliver. At jeg ikke bliver forladt i det svære. At jeg ikke behøver præstere for at være værdifuld.

Det er her, kropsorienteret terapi, indre barn arbejdet og arbejdet med nervesystemet kan blive afgørende. Ikke fordi noget skal “fikses”, men fordi kroppen langsomt skal erfare noget andet end det, den lærte engang.

Fra overlevelse til kontakt

Mennesker, der tidligt har lært, at de kun kan regne med sig selv, bærer ofte en enorm styrke. Men styrke kan også blive ensom.

Når man altid er den, der holder sammen på det hele, mister man måske kontakten til, at man også selv har brug for at blive holdt.

Det betyder ikke, at der er noget galt med dig. Det betyder ofte bare, at du tidligt lærte, at det var nødvendigt at klare sig alene.

Men gamle strategier behøver ikke være livsdomme.

Kroppen kan langsomt begynde at mærke noget andet. At nogen er der. At noget bliver.At du ikke skal fortjene omsorg gennem præstation.

Dråbe for dråbe kan nervesystemet begynde at forstå, at du er værdifuld — ikke for det, du gør, men for den du er.

Du behøver ikke bære det hele alene

Hvis du genkender dig selv i dette, er du ikke alene.

Mange mennesker lever med gamle følelsesmæssige erfaringer i kroppen uden helt at vide det. Ikke som tydelige minder, men som en konstant måde at være i verden på.

Forandring starter sjældent med at tage sig sammen. Den starter som regel med tryghed. Med kontakt.Med et sted, hvor kroppen ikke længere behøver kæmpe alene.

Og måske begynder noget at ændre sig den dag, kroppen ikke længere kun overlever — men mærker, at den er præcis som den skal være.

Kærlig hilsen

Finn og Helene Hollænder